The history of byCRM

Christine Riekehr Møller, indehaver af byCRM. Fotografi af: Sanne Berg

Ikke nok med at Latinerkvarteret er det ældstbevarede kvarter i Århus, er det måske også det hyggeligste kvarter i Århus. Med sine brostensbelagte gader, fyldte caféer og unikke butikker er der her en helt speciel stemning, som bare ikke findes andre steder.

I Volden 10-12 finder du byCRM Designstudio, der med sine to indgange byder velkommen til unikke designs og multifunktionelt tøj. I indgangen til højre, står mannequindukkerne pænt ved vinduet iklædt de fineste gallakjoler i tyl og silke. Indgangen til venstre byder derimod på mere hverdagsvenligt tøj. Forårsvarene er landet, og der er fokus på farve.
Men hvem er byCRM egentlig?
 Vi har stillet fem spørgsmål til indehaveren, Christine, så du kan få et indblik i historien og idéen bag virksomheden. 

Hvorfor og hvordan valgte du at starte byCRM?

Det startede egentlig med, at jeg arbejdede med min søster Ann Wiberg, hvor jeg altid har været supporter ved shows og salg. Jeg arbejdede med hende i nogle år, indtil hun valgte at lukke sin Ready to Wear. Der stod jeg så, og havde valget om jeg skulle lukke og slukke, få et andet brand ind eller prøve kræfter med det selv. 

For Christine lå det til højrebenet at starte noget op selv. Hendes første produktion lavede hun i Portugal, og det foregik ikke problemfrit. 

Der var indfarvningsfejl og det ene og det andet, der gik galt. Men det var nogle kanon berigende erfaringer, jeg i dag ikke ville være foruden. I dag producerer jeg i Frankrig, og det har jeg gjort siden. Vi har nu arbejdet sammen i 12 år min producent og jeg. 

Hvad er vigtigst for dig i forhold til dine designs? 

Der er så mange ting, vi kvinder er frustrerede over, når vi skal klæde os på. Det vigtigste for mig er, at det fremhæver de bedste sider hos kunden, så kunden kan føle sig godt tilpas. Personligt, er jeg af den overbevisning, at det rigtige outfit kan ændre, hvordan du føler dig, og hvordan du optræder. Det er min drivkraft, når jeg kan se kunden sænker skulderne og tænker: “Wauw, hvor er jeg lækker” 

Hvordan vil du beskrive dit brand? 

Klassisk, enkelt og multifunktionelt med fede detaljer. Detaljer, som gør noget godt visuelt som funktionelt. 

Hvad motiverer dig? 

Det motiverer mig helt vildt, når kunderne kommer ind og fortæller mig, hvor glade de stadig er for en kjole, de måske har købt for ti år siden. 

Butikken har beliggenhed i Latinerkvarteret. Hvilken effekt tror du, at det har på butikken?

Når du arbejder med tøj, der er enkelt, klassisk og især multifunktionelt, skal du også have tid til kunden, så kunden kan få alle facetter af varen. Jeg mener, at det er et budskab, der skal betjenes til kunden. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi ligger her og ikke på strøget fx. Udover her selvfølgelig er charmerende og hyggeligt, giver det også plads til det unikke. Du kan ikke finde vores designs alle steder, så det passer rigtig godt ind i dette område, hvor der er mere fokus på design og kreativitet. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *